Wegovy: En løsning eller en del af problemet?

I dagens samfund, hvor kropsidealerne er snævre og ekskluderende, står mange personer med større kropsstørrelser over for en række udfordringer. De udfordringer spænder fra offentlig stigmatisering til en personlig kamp med selvaccept.

Umiddelbart skulle man tro, at de problematikker kunne blive løst med normaliseringen af vægttabsmedicin, men efter 1,5 år med Wegovy på det danske marked, har jeg observeret flere nye udfordringer og problematikker.

I dette blogindlæg vil jeg dykke ned i nogle af disse udfordringer og se på, hvordan vægttabsmedicinen potentielt kan påvirke vores oplevelse af kropsbillede og selvaccept. Samtidig vil jeg diskutere de bredere sociale og kulturelle implikationer af vægttabsmedicinens udbredelse.

Udfordringer ved at leve som tyk

For mange tykke mennesker er deres kropsstørrelse ikke en neutral observation, men snarere en konstant kilde til udfordringer, fordomme og stereotyper(1).

De udfordringer er ofte forbundet med kropsstørrelsen og kan manifestere sig i både dagligdags interaktioner og større samfundsmæssige strukturer. Det konstante fokus på kroppen og den medfølgende stigmatisering kan tvinge mange til at forholde sig til deres kroppe på måder, som tynde mennesker ofte slipper for.

Forskelsbehandling gør, at tykke menneskers kroppe ofte bliver en ufrivillig del af deres identitet. De bliver det primære mål for, hvordan de bliver mødt, bedømt og behandlet af andre og samfundet som helhed. Tynde mennesker har et stort privilegium i den sammenhæng. Når det gælder samtaler om krop, identitet og samfundsmæssige normer, er den hvide, tynde krop ofte den 'neutrale' standard(2).

Tynde mennesker udsættes sjældent for samme kritiske opmærksomhed og fordomme omkring deres kroppe, hvilket giver dem friheden til at definere deres identitet på mange andre måder, uafhængigt af deres kropsstørrelse.

Det er uretfærdigt.

For selvfølgelig har yykke mennesker den samme indiskutable ret til 'bare' at eksistere i deres kroppe, præcis som de er, ligesom tynde mennesker kan! Retten til at leve frit og trygt i egen krop, uanset størrelse, er en grundlæggende menneskeret. Men i vores samfund, der er præget af tykfobi og en dybt internaliseret diætkultur, opstilles der ofte et falsk valg for tykke mennesker, hvilket tvinger mange ind i et hjørne, hvor der kan vælges mellem to ekstremer:

På den ene side skal du acceptere din krop, som den er, og leve med den konstante stigmatisering. På den anden side skal du kæmpe for at ændre din krop for at passe ind i samfundets snævre definition af en 'rigtig' eller 'acceptabel' krop.

Med introduktionen af vægttabsmedicin er der dog opstået en tredje mulighed: En metode, der tilbyder en ny måde at opnå et vægttab på. Men den nye mulighed kan også skabe en række komplekse følelser og spørgsmål for mange.

Men inden jeg dykker dybere ned i dette emne, vil jeg kort fortælle om baggrunden for dette blogindlæg.

Jeg har oplevet, at mange personer, der tager vægttabsmedicin, føler en vis skam og vælger at holde det hemmeligt for deres omgangskreds. Gennem mit arbejde har jeg ofte samtaler med klienter om emner som kropsaccept, vægttab, Wegovy og sundhed. De samtaler har givet mig en dybere forståelse for de komplekse følelser og udfordringer, folk står overfor. Det er en personlig interesse for mig at forstå de dynamikker bedre, da de ikke kun afspejler samfundets syn på kroppe, men også påvirker individers selvopfattelse og trivsel.

At springe over, hvor gærdet er lavest

Når jeg har spurgt ind til, hvorfor mange ikke fortæller om deres brug af Wegovy, nævner de ofte en frygt for at blive opfattet som nogen, der "springer over, hvor gærdet er lavest" eller som en fiasko, der ikke kunne tabe sig på en "traditionel måde” (Traditionel metode er her ment som livsstilsændringer, kurer, kalorieberegning osv.)

I vores samfund hersker der en dybt forankret overbevisning om, at vægttab primært er et spørgsmål om viljestyrke. Der findes mange talemåder som "Lægge gaflen og lette røven" eller "Tage sig sammen og komme i gang", “De fede må svede”, "No pain, no gain”, "Get fit or die trying”, "Shape up or ship out”, der indkapsler den opfattelse.

Den overbevisning er dybt rodfæstet i vores kultur og mediebillede, hvor kropsvægt ofte fremstilles som en direkte konsekvens af personlige valg og viljestyrke.

Hvis man følger den logik, bliver personer, der kæmper med deres vægt, ofte set som dovne eller som om de mangler selvkontrol(3).

Men at tro, at vægttab kan forklares så enkelt, er en forældet og forsimplet forståelse af kropsstørrelse og vægttab.

Den antagelse er ikke kun forenklet, forkert og formynderisk, den er også stigmatiserende og kontraproduktivt.

Hvis vægttab var så simpelt, så tror jeg simpelthen ikke, at jeg havde et job. At vi var så mange sundhedsprofessionelle, der levede af at hjælpe folk med blandt andet vægttab. At 52,6 % af den voksne befolkning i Danmark havde et BMI over 25(4)

Mit Perspektiv og Sproglige Overvejelser

Jeg har forsøgt at vælge mine ord med omhu for at kommunikere neutralt og undgå stigmatisering. Det kan dog være udfordrende at imødekomme alles sproglige præferencer, da det er meget individuelt. Jeg har valgt at bruge ordet "tyk" som et neutralt og beskrivende ord, ligesom mange bruger "tynd". Andre foretrækker ordet "overvægtig", og det er op til hver enkelt at vælge det udtryk, der føles mest passende.

Jeg er bevidst om mit eget privilegium og de bias, jeg muligvis bærer med mig, da jeg selv lever i en tynd krop. Det er vigtigt for mig at anerkende, at min oplevelse er forskellig fra dem, der lever i større kroppe. Selvom jeg taler fra et perspektiv, der ikke direkte oplever de udfordringer, som tykke mennesker møder, mener jeg stadig, at det er vigtigt at deltage i debatten. Jeg er klar over, at samfundet ofte er mere tilbøjelig til at lytte til en tynd person, når det kommer til emner som kropsstørrelse og selvaccept. Det er en uretfærdig realitet, der kan give min stemme mere vægt end en tyk persons, der siger det samme. Derfor føler jeg et ansvar for at bruge min platform til at fremhæve vigtige emner omkring kropsaccept og bekæmpelse af stigmatisering.

Viljestyrke vs genetik

Det er efterhånden ved at være velkendt, at genetiske faktorer kan stå for 40-60 % af variationen i menneskers kropsvægt, og at nogle individer er mere genetisk disponerede for at udvikle overvægt end andre (5).

Genetiske variationer kan påvirke vores oplevelse af sult- og mæthedssignaler, vores krops kalorieforbrænding, og hvor let vi tager på eller taber os. En person med en høj genetisk disposition for overvægt kan finde det betydeligt sværere at opnå og opretholde en lavere vægt(6).

Det betyder ikke, at generne direkte forårsager store kropsstørrelser, men de kan øge sandsynligheden for at udvikle dem.

Når genetikken kombineres med et "fedmefremmende" samfund, præget af let tilgængelige kalorietætte fødevarer, stillesiddende arbejde og stigende skærmtid, bliver udfordringen med at tabe sig endnu større(7). Derudover spiller social ulighed og socioøkonomiske faktorer en væsentlig rolle, da overvægt oftere ses hos personer med kortere uddannelser, ufaglærte job og lavere indkomster(8).

På trods af den tilgængelige forskning og evidens er mange stadig overbeviste om, at hvis tykke mennesker bare prøvede lidt mere eller var mere motiverede, så kunne de nemt tabe sig.

Det er en forenkling, der overser den komplekse sammenhæng mellem genetik, miljø og personlige valg.

Et minefelt af fordomme, misforståelser og personlige grænser

Som nævnt tidligere kan brugen af vægttabsmedicin blive opfattet som et svaghedstegn eller mangel på selvdisciplin. Mange, der tager denne type medicin, skammer sig over det og vælger ikke at dele det med deres omgangskreds, fordi de frygter at blive set som "dovne" eller som nogen, der vælger den "lette" vej. Den følelse af skam og frygt for stigmatisering kan være en betydelig psykologisk byrde for dem, der ikke føler, at de kan tabe sig ved "traditionelle" metoder og derfor søger hjælp gennem medicin.

Beskeder fra Instagram

Jeg har udvalgt specifikke beskeder, som jeg synes giver et indblik i dét, nogle går og bakser med.

I det nedenstående præsenterer jeg nogle af de fortællinger, jeg modtog i min indbakke, hvorefter jeg knytter nogle perspektiver og overvejelser til fortællingerne.

Historie 1

“Jeg er på vægttabsmedicin og jeg skammer mig enormt meget over det. Jeg har skammet mig over min krop siden jeg var 6-7 år gammel, mest pga at være vokset op i en familie, hvor den slanke krop er den eneste rigtige. Det er dog ikke den krop jeg har. Det har medført enormt meget spisning på følelser i mine teenageår, hvilket har resulteret i, at jeg nu er et godt stykke over 100 kg. Hele vejen igennem min vægtøgning har jeg skulle høre på negative kommentare/fatshaming fra min familie, hvilket ikke har gjort noget af det bedre. I alle de år jeg har taget på, har jeg prøvet at tabe mig, men alle gange har det været uden hel. Nu er jeg i mine 20’ere og er træt af at være i en krop jeg ikke bryder mig om. Jeg elsker min krop, og det er derfor jeg vil den det bedste, og det bedste i det her tilfælde er at erkende, at jeg på nuværende tidspunkt ikke kan tabe mig uden vægttabsmedicin. Jeg har siden jeg startede tabt omkring 12 kg. På den ene side er jeg SÅ glad for endelig at kunne tabe mig. Jeg føler mig mere tilpas i min krop, mit tøj passer bedre, mit arbejde er nemmere, jeg kan nemmere bevæge mig rundt og min krop gør ikke så ondt længere. På den anden side fylder tankerne om hvad min familie vil sige hvis de fandt ud af at jeg brugte vægttabsmedicin. For jeg ved at de vil være i den gruppe som vil se ned på det, fordi jeg igen har taget den nemme løsning og ikke bare havde nok rygrad til at gøre det selv. De tanker tager faktisk noget af glæden ved vægttabet fra mig, og det er jeg faktisk vred på dem over at deres tanker om mig skal påvirke mit syn på mig selv og mit vægttab.Den eneste der ved at jeg tager vægttabsmedicin er min kæreste, og det er kun fordi vi bor sammen. Hvis ikke vi boede sammen og jeg derfor var nødt til at fortælle det, havde jeg nok også holdt det skjult fra ham, fordi jeg skammer mig så meget”

Fra en meget ung alder har afsenderen kæmpet med skam over sin krop - en følelse, der primært er skabt og forstærket af en familie, der værdsætter slankhed som den eneste acceptable kropsform. Den tidlige indoktrinering har medført årevis af følelsesmæssig spisning og vægtøgning, hvilket kun har forstærket hendes negative selvopfattelse.

Hendes fortælling understreger, hvordan negativ feedback og fatshaming fra familien ikke kun har bidraget til problemet, men også har gjort det vanskeligere for hende at finde fred med sin krop.

Selvom vægttabet bringer hende fysisk og psykisk glæde og lettelse, så overskygges glæde lidt af frygten for familien og samfundets reaktioner. Dilemmaet mellem egen lykke og andres forventninger kaster lys over de komplekse følelser, der knytter sig til valget om vægttabsmedicin.

Samme dilemma beskrives også i en anden besked:

Historie 2

Jeg har ikke været åben om det til min brede bekendtskabskreds (kun noget familie og venner og ikke fx kollegaer eller visse venner/familiemedlemmer), da jeg oplever, at folk er sådan forargede over det? Dels misforstået ift at samfundet skal betale for det?? Og forargethed over det. Og så forargethed over, at det skulle være klamt/unaturligt ikke at føle sult - netop den der med, at det skulle man som overvægtig selv kunne styre uden medicin og med selvdisciplin. Og så lidt mere kompliceret har jeg heller ikke lyst til at fortælle om det, fordi det bliver betragtet som en vidundermiddel, der bare skulle gøre set sindssygt nemt, så man taber sig 25 kg på 3 måneder. Så skal man til at forklare, at overvægt måske ikke kun handler om sult men også tanker og følelser og vaner. Og det orker man måske ikke at dele ud af så bredt. Eller at føle sig forkert, fordi det måske ikke bare løser alle problemer,men “kun” giver en god hjælpende hånd oven i.

Historie 3

Jeg har en veninde, der så, jeg havde tabt mig, og sagde “bare du ikke er en af dem der tager Wegowy og undergraver skønhedsidealerne for alle os andre” (hun er ikke engang overvægtig). Hvor meget får man så lyst til at fortælle 🙈

Her beskriver afsenderen en frygt for, at åbenhed om hendes brug af vægttabsmedicin vil ses som en søgen efter et 'vidundermiddel', som vil gøre hendes vægttab 'sindssygt nemt'.

Men igen, så overser det jo virkeligheden om, at kropsstørrelse ofte er forbundet med genetik, dybt rodfæstede vaner, følelser og tanker, hvor medicin kun er en del af en pakken.

At være åben eller ikke åben omkring brugen af vægttabsmedicin bliver derfor en øvelse i at navigere i et minefelt af fordomme, misforståelser og personlige grænser.

For mange er medicinen ikke en nem løsning, men en hjælpende hånd. Og som alle andre vægttabsprocesser, så er det en personlig proces, som ofte er fyldt med både op- og nedture - og det kan gøre beslutningen om at være ærlig om medicinen endnu mere kompliceret.

Især hvis ens ærlighed og sårbarhed bliver grebet på samme måde, som afsenderen beskriver her:

Venindens respons illustrerer, hvordan valget om at tabe sig – især gennem medicinske midler – kan blive mødt med modstand og misforståelse, selv fra dem, der måske ikke direkte er berørt af vægtproblematikker.

Måske bunder det i en bredere kulturel ængstelighed for, at individuelle valg om kropsændring kan påvirke vores kollektive normer og idealer og vores andres valg og opfattelser af os selv?

Kommentaren rejser spørgsmålet om, hvem der har "ret" til at arbejde for ændringer i deres kroppe. Kommentaren fra veninden, som ikke selv kæmper med vægten, antyder en opfattelse af, at visse kropstyper ikke er berettiget til at tabe sig - og især ikke gennem medicinske vægttabsløsninger.

Det overser det fundamentale faktum, at alle mennesker har ret til at træffe beslutninger om deres eget helbred og velvære, der er bedst for dem.

“Men jeg troede, at du elskede din krop?”

Historie 4

Jeg tror det handler om, at man som overvægtig vægttabsmedicin-bruger bliver ramt fra begge sider. Dem som siger det er den nemme løsning (ofte tynde mennesker, som ikke kender det at være i en stor krop). Og så er der tykaktivistmiljøet, som også siger det er forkert fordi man burde elske sin krop som den er. Så det er altså forkert lige gyldigt hvad man gør. Du skal enten elske din overvægtige krop (og dermed i nogens øjne glorificere overvægt) eller du skal tage dig sammen og bukke under for skønheds- og sundhedsstandarder og tabe dig - men du skal gøre det på den rigtige måde og ikke bruge 'snydemetoder'. Derfor er det ofte nemmest bare at holde det for sig selv 😅

Som jeg skrev tidligere, så har mange tykke mennesker arbejdet for at acceptere deres kroppe, som de er - og for nogle personer kan valget om at anvende vægttabsmedicin til vægttab opleves som at gå imod deres kropsaccept og omfavnelse af deres kropsstørrelse.

Det kan skabe en indre konflikt, hvor de spørger sig selv: 'Hvis jeg tidligere har accepteret min vægt, betyder min beslutning om at tabe mig nu, at jeg ikke længere accepterer mig selv?'

Den indre tvivl kan forstærkes af reaktioner fra omgivelserne, hvor venner, familie eller bekendte måske stiller spørgsmålstegn ved deres ændrede holdning til vægttab: 'Jamen, accepterede du ikke din vægt? Hvorfor vil du så tabe dig?'.

De spørgsmål kan være svært at navigere i, for de indebærer ofte en misforstået ide om, at selvaccept og ønsket om vægttab er gensidigt eksklusive. Som om at de to ting ikke kan sameksistere.

Den interne konflikt opleves ikke kun for enkeltpersoner, men det kan også opleves på et større kollektivt plan.

Gruppeidentitet

For mange, der identificerer sig som tykke, findes der en følelse af fællesskab og solidaritet, baseret på fælles erfaringer og modstanden mod et samfund, der favoriserer den slanke krop.

Herhjemme vil man nok kalde det et tykaktivitisk fællesskab.

Det er vigtigt for mig at understrege, at mine observationer og beskrivelser af det her fællesskab og de tilhørende dynamikker kommer fra et eksternt perspektiv og gennem andenhåndsfortællinger. Jeg har ikke direkte adgang til miljøet, og jeg er bevidst om, at jeg ikke oplever disse forhold på egen krop. Jeg anerkender, at jeg taler fra en position udenfor fællesskab, og at jeg dermed måske ikke fuldt ud kan forstå de dybere følelsesmæssige og sociale nuancer, der er involveret. Ikke desto mindre synes jeg, det er vigtigt at fremhæve perspektiverne, da det kan hjælpe personer med at finde ord til at beskrive deres oplevelser.

Når en person i fællesskabet vælger at tage vægttabsmedicin og måske tabe sig, kan det opfattes som en trussel mod den kollektive identitet: et vægttab kan tolkes som en afvisning af de fælles erfaringer og udfordringer, som gruppen har delt, og det kan skabe en følelse af tab eller forræderi.

Andre i gruppen føler sig nødsaget til at genoverveje deres egen identitet og holdninger til kropsbillede og vægt. Forandring kan være ubehageligt og krævende, især hvis gruppen har været en central del af ens selvopfattelse og verdensbillede.

Personen, der ønsker at tabe sig, kan føle, at de skal forsvare deres valg både overfor sig selv og overfor dem, de tidligere har delt en fælles identitet med. Det kan føre til, at de vælger at holde deres overvejelser og følelser for sig selv, hvilket kan resultere i en følelse af ensomhed, skam og isolation.

Der sker altså et clash mellem det personlige og fællesskabets forventninger.

Personen, der ønsker at tabe sig, kan sidde tilbage med en følelse af at skulle forsvare deres valg - ikke bare overfor sig selv, men også overfor dem, de tidligere har delt en fælles identitet med. Og nogle gange er det måske bare nemmere at tie og gå med de overvejelser og følelser selv?

Men hvis man ikke deler de svære tanker og følelser med andre - også med dem, man tidligere har delt en fælles identitet med, mister man muligheden for at modtage støtte og forståelse.Det kan forstærke følelsen af at man står alene med ens oplevelser. At man er den eneste, der har det på den her måde. Ensomhed, skam, skyld og isolation er slutresultatet af den ligning.

Disse komplekse følelser og dynamikker inden for fællesskabet understreger de udfordringer, som opstår, når personlige valg kan opfattes som modstridende med fællesskabets værdier. Det fører os til en bredere diskussion om, hvordan brugen af vægttabsmedicin kan påvirke den generelle opfattelse af kroppe og skønhedsidealer i samfundet som helhed.

Forstærker vi stigmatiseringen nu?

Før vi går videre til at diskutere de potentielle stigmatiserende virkninger af vægttabsmedicin, lad mig opsummere nogle af de vigtigste pointer i artiklen, indtil videre:

Daglige udfordringer: Tykke mennesker oplever konstant fordomme og stereotyper, der påvirker deres identitet og selvopfattelse.
Kulturel overbevisning: Der er en dybt rodfæstet tro på, at vægttab udelukkende handler om viljestyrke, hvilket afspejles i mange talemåder og kulturelle normer.
Forskningens rolle: Genetik og socioøkonomiske faktorer spiller en betydelig rolle i kropsvægt, hvilket gør vægttab mere komplekst end blot personlige valg.
Skam og hemmeligholdelse: Mange, der bruger vægttabsmedicin, føler skam og holder det hemmeligt for at undgå at blive set som svage eller dovne.

Overvægt er ikke lig med usundhed

Det kommer an på. Det evige nuancerede svar på komplekse spørgsmål.

Forskning viser, at overvægt kan øge risikoen for diverse helbredsproblemer, herunder visse kræfttyper, slagtilfælde, Alzheimer's sygdom, type 2-diabetes og hjerte-kar-sygdomme. Det er især ophobning af fedt omkring maven, der er forbundet med øget mortalitet(9). Derfor kan der formentlig være nogle sundhedsmæssige fordele ved at tabe sig.

Men. Og der er et men.

En meta-analyse fra 2014 viste, at overvægtige personer (defineret som personer med et BMI mellem 25 og 30), som dyrkede regelmæssig fysisk aktivitet, ikke var mindre sunde end fysisk aktive personer med en BMI på 18,5-25. Den samme analyse påpegede, at personer med en BMI 18,5-25, som ikke dyrkede motion, havde en dobbelt så høj mortalitetsrate sammenlignet med dem, der var fysisk aktive(10).

En yderligere meta-analyse fra 2005 viste, at overvægt var forbundet med en øget dødelighedsrate, men denne sammenhæng var svag for personer med et BMI under 30(11).

Det kunne altså tyde på, at for personer med et BMI under 30, kan fysisk aktivitet og et sundt, varieret kostindtag være vigtigere for sundheden end blot fokus på vægttab.

Det er dog vigtigt at bemærke, at der er nogle nuancer til dette, for billedet ændrer sig en smule, når personer har et BMI>30. For selvom fysisk aktivitet er en essentiel faktor uanset kropsvægt, så vil BMI over fx 35 sandsynligvis i sig selv gøre det sværere at bevæge sig mere, være forbundet med flere smerter og mere skam.

Selvom der er mange nuancer i dette emne, kan vægttab formentlig for nogle føre til bedre generel sundhed, mindre smerter, mere glæde ved bevægelse og større frihed i hverdagen - måske især for folk med et BMI over 30.

Men det at tabe de sidste par kilo, som nogen måske har kæmpet med i lang tid, vil sandsynligvis ikke gøre en stor forskel for sundheden for dem, der allerede har en sund livsstil med fysisk aktivitet og sund kost.

Med disse pointer i baghovedet kan vi nu overveje et vigtigt spørgsmål:

Ved at bruge vægttabsmedicin, risikerer vi da at forstærke stigmatiseringen af tykke mennesker og aflede opmærksomheden fra de nødvendige samfundsmæssige forandringer?

Normaliseringen af vægttabsmedicin rejser komplekse spørgsmål om, hvordan samfundet ser på sundhed, kropsidealer og stigmatisering.

Ved at fremhæve medicinske løsninger til vægttab, risikerer vi at validere ideen om, at tyndere kroppe er sundere, mere værdifulde og dermed mere ønskværdige.

På den ene side kan vægttabsmedicin tilbyde sundhedsmæssige fordele for en bestemt målgruppe, hvilket er positivt.
På den anden side kan vi risikere at forstærke stigmatiseringen ved at sende et implicit budskab om, at tykkere kroppe er problematiske og skal "fixes."

En sådan tendens strider ikke kun imod mine personlige og professionelle værdier, men jeg kan også frygte, at vi ender med at underminere og sætte en stopper for bevægelsen mod kropspositivitet og accept af kropsdiversitet, som er vundet mere og mere frem de sidste mange år.

Det er desuden bekymrende, at der er opstået et sort marked for vægttabsmedicinen, hvor allerede slanke mennesker kan få fingre i medicinen udenom deres læge. Det ses blandt andet på Instagram, hvor allerede slanke influencers hurtigt taber sig og ikke er ærlige om deres metoder. Det er problematisk, når influencers bruger medicinen til at blive endnu tyndere, da de ofte deler mere “kropschecking” på deres stories og billeder af ekstremt kalorielette måltider. Når tynde influencers tager Wegovy, handler det ikke om sundhed, men om tyndhed. Det er diætkulturens ekstreme udtryk, som kan have en skadelig indflydelse på deres følgere og det bredere samfunds syn på sundhed og kropsidealer.

Vi har et kæmpe problem med ulighed i sundhed, og dyrt vægttabsmedicin skaber formentlig en endnu større kløft: Dem, der har råd til medicinen, og dem, der ikke har.

Som Eric Cartman sagde i et afsnit af South Park: “Rich people get Ozempic, poor people get body positivity”

Det kan skabe et skel mellem et 'A-hold' af individer med de nødvendige økonomiske ressourcer til at få adgang til medicinske løsninger og et 'B-hold' af dem, der står tilbage uden den mulighed. Det risikerer ikke kun at forstærke eksisterende sundhedsuligheder, men også at cementere dem yderligere.

Hvis vægttabsmedicin bliver en privilegeret løsning for de økonomisk velstillede, risikerer vi så at negligere eller ignorere de grundlæggende sociale determinanter for sundhed, som spiller en afgørende rolle i folks muligheder for at leve sunde liv?

For er overvægt i virkeligheden så farligt, som vi gør det til?

Afslutning

I et samfund, hvor idealer om skønhed og sundhed ofte er indviklet i hinanden og snævert definerede og tydeligt påvirkede af en udbredt diætkultur, står vi overfor valg om, hvordan vi bedst navigerer i vores personlige “sundhedsrejser”.

Beslutningen om at anvende vægttabsmedicin bliver for nogle et middel til at opnå et lettere liv i et samfund, der sjældent rummer plads til mangfoldighed i kropsstørrelser. Det er vigtigt at forstå, at den beslutning ikke er et isoleret valg, men snarere en reaktion på de dybere, strukturelle problemer, der er indlejret i vores samfund.

At udskamme eller kritisere tykke mennesker for deres valg om at bruge vægttabsmedicin er ikke blot uretfærdigt; det er også ineffektivt. Det tjener kun til at forstærke de samme skadelige normer og forventninger, der bidrager til en kultur af tykfobi og selvudskamning.

Vi er alle, i større eller mindre grad, påvirkede af de samfundsmæssige budskaber, vi har modtaget gennem vores opvækst og daglige liv. De budskaber er med til at forme vores forståelse af sundhed, kroppe og hvad det betyder at "passe ind". At stille krav til enkeltpersoner om at modstå eller navigere disse kræfter alene er både urealistisk og urimeligt.

Problemet er strukturelt og kræver en kollektiv indsats for at ændre de underliggende normer og værdier, der definerer vores samfund. Det indebærer at skabe mere inkluderende repræsentationer af kroppe i medierne, at uddanne om sundhed på en måde, der går ud over simpel vægtfokus, og at fremme en kultur, hvor alle kropsstørrelser værdsættes og respekteres.

Ingen skylder at løse disse problemer alene. At forsøge at gøre sit liv nemmere i et samfund, der ofte stiller urimelige krav og forventninger til individuelle kroppe, er ikke en fejl eller en svaghed. Det er en naturlig reaktion på de udfordringer, mange står over for. I stedet for at fokusere på enkeltpersoners valg, bør vi rette vores opmærksomhed mod de bredere sociale og kulturelle faktorer, der skaber behovet for disse valg i første omgang.

Kilder:

1. Brewis AA, Wutich A, Falletta-Cowden A, Rodriguez-Soto I. Body norms and fat stigma in global perspective. Curr Anthropol. 2011;52(2):269–76.

2. Bordo, S. (2003). Unbearable Weight: Feminism, Western Culture, and the Body. University of California Press

3. Puhl, R. M., & Heuer, C. A. (2009). The Stigma of Obesity: A Review and Update. Obesity, 17(5), 941–964. https://doi.org/10.1038/oby.2008.636

4. https://www.sst.dk/-/media/Udgivelser/2022/Sundhedsprofil/Sundhedsprofilen-kort.ashx

5. Elks, CE et al. (2012). Variability in the heritability of body mass index: a systematic review and meta-regression. Frontiers in Endocrinology, 3(29). https://doi.org/10.3389/fendo.2012.00029

6. Lund J, Lund C, Morville, T & Clemmensen, C (2020) The unidentified hormonal defense against weight gain. PLOS Biology, 18(2): e3000629.

7. Lee A, Cardel M & Donahoo WT. (2019). Social and Environmental Factors Influencing Obesity. Endotext.

8. Sundhedsstyrelsen og Statens institut for Folkesundhed (2020). Social ulighed i sundhed og sygdom: Udviklingen i Danmark i perioden 2010-2017. Rapport.

9. Lauby-Secretan, B., Scoccianti, C., Loomis, D., Grosse, Y., Bianchini, F., & Straif, K. (2016). Body fatness and cancer—viewpoint of the IARC Working Group. New England Journal of Medicine, 375(8), 794-798.

10. Barry, V. W., Baruth, M., Beets, M. W., Durstine, J. L., Liu, J., & Blair, S. N. (2014). Fitness vs. fatness on all-cause mortality: a meta-analysis. Progress in Cardiovascular Diseases, 56(4), 382-390.

11. McGee, D. L., & Diverse Populations Collaboration. (2005). Body mass index and mortality: a meta-analysis based on person-level data from twenty-six observational studies. Annals of Epidemiology, 15(2), 87-97.

Wegovy til de rigtige

Hvis der ikke nødvendigvis er en direkte sundhedseffekt ved at tabe sig, mener jeg, at man nøje skal overveje sit brug af Wegovy.

Mange mennesker med en sund livsstil, der inkluderer regelmæssig motion og en varieret kost, vil ikke opleve betydelige sundhedsmæssige fordele ved at tabe de sidste få kilo. I stedet kan presset for at opnå en "perfekt" krop skabe unødvendig stress og frustration, hvilket kan skade både mentalt og fysisk velvære.

Derudover kan jagten på “de sidste 5 kilo” også understøtte en kultur, hvor selv små afvigelser fra et meget snævert kropsideal bliver stigmatiseret.

Det kan bidrage til kropsutilfredshed og lavt selvværd, både hos dem, der stræber efter at tabe sig, og hos dem, der ser disse idealer som uopnåelige.

Endelig kan fokus på “de sidste 5 kilo” distrahere fra vigtigere sundhedsmål, såsom at opretholde en stærk og sund krop gennem motion og næringsrig kost. I stedet for at stræbe efter en specifik vægt, kan det være mere gavnligt at fokusere på at føle sig stærk, aktivt og tilfreds med sin krop, uanset størrelse.

Når vægttab primært kommer til at handle om at passe ind i et bestemt skønhedsideal, risikerer vi at miste fokus på det vigtigste: at leve et meningsfuldt og tilfredsstillende liv.

Det er derfor vigtigt at overveje, hvorfor vi ønsker at tabe os, og om vores mål virkelig er i overensstemmelse med vores sundheds- og livsprioriteter.

Selvom der er mange nuancer i dette emne, kan vægttab formentlig for nogle føre til bedre generel sundhed, mindre smerter, mere glæde ved bevægelse og større frihed i hverdagen – måske især for folk med et BMI over 30, som er dem, der kan få Wegovy.

For den målgruppe, når det kombineres med den rigtige hjælp og støtte, kan Wegovy være et hensigtsmæssigt redskab til at forbedre livskvaliteten. Det er derfor vigtigt at sikre, at brugen af vægttabsmedicin er målrettet de rette personer og ikke drives af forfængelighed eller samfundets snævre skønhedsidealer.